Lørdag d. 4. oktober markerere ELM København sin 125 års fødselsdag. Jeg har i den forbindelse sat mig lidt ind i foreningens historie, og jeg har i den forbindelse fundet et interessant sammenfald med en aktuel kirkelig nyhed.
ELM København overtog i 1938 den tidligere sognekirke Bethlehemskirken, Blågårdsgade 40, som også er hjemsted for foreningen i dag.
Her kan du læse om, hvordan LM-frimenigheden Nordvestkirken har købt Utterslev kirke, som er taget ud af brug som folkekirke.
Baggrunden for de to overtagelser er desværre modsat hinanden. I sin tid blev der bygget en ny og større Bethlehemskirke som følge af øget behov. Nu lukkes kirker i københavnsområdet som følge af fald i folkekirkens medlemstal.
Nå, men det interessante er egentlig, hvad der sker i en sådan proces, hvor man går fra at være forening eller menighed i et mere anonymt lokale til en egentlig kirkebygning.
For den lille ELM-forening i sin tid fremgår det klart, at det var en stor glæde, men også en stor belastning at skulle drive sin egen kirkebygning. Nordvestkirken har tidligere haft sit eget hus, men man kan godt forestille sig, at vedligeholdelseskontoen kan komme til at se anderledes ud, når man har at gøre med en arkitekttegnet kirkebygning. Bygninger og huse har ganske givet stor betydning for missionsarbejdet generelt, men der kan også være nogle bindinger, som bliver større.
Dernæst er så det interessante, hvordan man kan udnytte at have overtaget en bygning, som tidligere har været folkelig ejendom, så at sige og meget synligt udadtil ligner en kirke. Jeg er ikke sikker på, at ELM København drog nytte af det eller var bevidst om det i sin tid. Bygningen kan udefra dog også knapt nok identificeres som en kirke.
Formanden fra Nordvestkirken giver udtryk for at man håber på, at kirkens fortid kan give nye kontakter, og det vil jo være fantastisk hvis det kan lykkes.
I sin tid, da ELM København overtog kirken, så førte det til en overvejelse af, efter hvilken liturgi møderne skulle holdes. Den diskussion ser ud til at opstå som følge af, at man lige pludselig står med et "rigtigt" kirkerum. I hvert fald tog man også kirken i brug på den måde, at man fik lov til at holde nadver, og i en lang årrække har der været faste gudstjenester med nadver nogle gange om året. Det har formentlig fremmet en stærkere menighedstænkning, som idag fylder meget i selvforståelsen i ELM-København.
Nordvestkirken er allerede igennem den proces så at sige, men det er nu alligevel interessant om de nye rammer giver anledning til justeringer i liturgi og menighedens selvforståelse. Og her må jeg så blankt erkende, at mit kendskab til menigheden er stærkt begrænset, så om det bliver tilfældet må andre svare på.
Først og fremmest vil jeg dog gerne ønske frimenigheden tillykke med deres nye lokaler. Jeg håber, at de kan lykkes med at nå ud i "sognet" så at sige, og så finder jeg det positivt, at fri menighed på bibeltro grund flytter ind i en markant og centralt placeret kirkebygning, så folkekirken ikke har monopol være "kirken i sognet".
ELM København overtog i 1938 den tidligere sognekirke Bethlehemskirken, Blågårdsgade 40, som også er hjemsted for foreningen i dag.
Her kan du læse om, hvordan LM-frimenigheden Nordvestkirken har købt Utterslev kirke, som er taget ud af brug som folkekirke.
Baggrunden for de to overtagelser er desværre modsat hinanden. I sin tid blev der bygget en ny og større Bethlehemskirke som følge af øget behov. Nu lukkes kirker i københavnsområdet som følge af fald i folkekirkens medlemstal.
Nå, men det interessante er egentlig, hvad der sker i en sådan proces, hvor man går fra at være forening eller menighed i et mere anonymt lokale til en egentlig kirkebygning.
For den lille ELM-forening i sin tid fremgår det klart, at det var en stor glæde, men også en stor belastning at skulle drive sin egen kirkebygning. Nordvestkirken har tidligere haft sit eget hus, men man kan godt forestille sig, at vedligeholdelseskontoen kan komme til at se anderledes ud, når man har at gøre med en arkitekttegnet kirkebygning. Bygninger og huse har ganske givet stor betydning for missionsarbejdet generelt, men der kan også være nogle bindinger, som bliver større.
Dernæst er så det interessante, hvordan man kan udnytte at have overtaget en bygning, som tidligere har været folkelig ejendom, så at sige og meget synligt udadtil ligner en kirke. Jeg er ikke sikker på, at ELM København drog nytte af det eller var bevidst om det i sin tid. Bygningen kan udefra dog også knapt nok identificeres som en kirke.
Formanden fra Nordvestkirken giver udtryk for at man håber på, at kirkens fortid kan give nye kontakter, og det vil jo være fantastisk hvis det kan lykkes.
I sin tid, da ELM København overtog kirken, så førte det til en overvejelse af, efter hvilken liturgi møderne skulle holdes. Den diskussion ser ud til at opstå som følge af, at man lige pludselig står med et "rigtigt" kirkerum. I hvert fald tog man også kirken i brug på den måde, at man fik lov til at holde nadver, og i en lang årrække har der været faste gudstjenester med nadver nogle gange om året. Det har formentlig fremmet en stærkere menighedstænkning, som idag fylder meget i selvforståelsen i ELM-København.
Nordvestkirken er allerede igennem den proces så at sige, men det er nu alligevel interessant om de nye rammer giver anledning til justeringer i liturgi og menighedens selvforståelse. Og her må jeg så blankt erkende, at mit kendskab til menigheden er stærkt begrænset, så om det bliver tilfældet må andre svare på.
Først og fremmest vil jeg dog gerne ønske frimenigheden tillykke med deres nye lokaler. Jeg håber, at de kan lykkes med at nå ud i "sognet" så at sige, og så finder jeg det positivt, at fri menighed på bibeltro grund flytter ind i en markant og centralt placeret kirkebygning, så folkekirken ikke har monopol være "kirken i sognet".
