Det følgende indlæg er skrevet til bloggen på www.godforkyndelse.dk.
Man kan vurdere forkyndelsens ”godhed” på (mindst) to vidt forskellige parametre. Hhv. den teologiske, indholdsmæssige kvalitet, og så den erfarede kvalitet hos modtageren. En del af spørgeskemaundersøgelsen handler om, hvilke faktorer, der har betydning for, at tilhørerne føler, at de får noget ud af forkyndelsen.
Det kan vel sammenlignes lidt med forskellen på at læse varedeklarationen på leverpostejen og så at smage på den. Ingen af delene er ligegyldige, men man kan ikke læse sig frem til om det er en god leverpostej.
De tre faktorer hos forkynderen, som tilhøreren vægter højest i forhold til at få noget ud af forkyndelsen er: 1) forkynderens evne til at tale levende og engageret, 2) at han virker troværdig og 3) at talen har en klar disposition (Jeg vælger her at se bort fra faktorer hos tilhøreren selv, som også vægtes forholdsvis højt).
Dette vil jeg reflektere lidt yderligere over under følgende tre overskrifter:
Sympati/antipatiMin evne til at tage et budskab ind påvirkes i høj grad af om jeg har sympati eller antipati mod personen. Mange forkyndere, som jeg lytter til, vil jeg have tommefingeren op eller ned til i forvejen, fordi jeg kender dem og har respekt for dem som mennesker og som kristne. Men ligesom i et helt almindeligt møde mellem nye mennesker, så fatter jeg også lynhurtig sympati eller antipati, når en person træder frem – ud fra mine helt personlige menneskelige præferencer.
EngagementI undersøgelsen vægter tilhørerne det meget højt, at forkynderen er levende og engageret. Det som det her handler om er jo talerens evne til at formidle engagementet til tilhøreren, så vi selv bliver engageret af budskabet. Når folk skal svare på, hvorfor de ikke får noget ud af forkyndelsen, så scorer monoton stemmeføring højest. Altså må det konstateres, at for rigtig mange er variation og intensitet i stemmeføringen afgørende for, om det lykkes at formidle et engagement. Det betyder altså på en måde vældig meget med den lydlige og kropslige indpakning. Men vi har altså brug for at mærke mennesket i forkynderen, for at engageres af ham eller hende, og det er nu en gang vores kropssprog med videre, der tydeliggør, hvad vi egentlig føler og tænker.
TydelighedMed det udtryk vil jeg pege på de faktorer, som handler om forkynderens evne til at få sit budskab klart formuleret og dermed hørt og forstået. Den faktor, som vægtes højest efter troværdighed og engagement, er som sagt at prædikenen har en klar disposition. En tydelig opbygning af prædikenen hjælper tilhøreren med at fastholde indholdet. Hertil kan man også føje faktorer som brug af bibelfortælling, brug af billeder og eksempler, som undersøgelsen også viser, har stor betydning. Det er helt klart min erfaring som både tilhører og forkynder, at det er disse elementer, som man fæstner sig ved efterfølgende. Det bliver til knager, som budskabet kan hænge på.
Som tilhører er dette relevant, fordi det kan være et redskab til at kompensere for forkynderens svagheder på det ene eller andet område. Jeg kan gøre en indsats fx i form af at fokusere mere på indholdet end personen, eller glædes over engagementet, når tydeligheden mangler osv. Det kan måske også være et redskab til konstruktiv dialog med forkynderen efterfølgende.
Dette kan have nok så stor betydning fordi vi i mange tilfælde må ”nøjes” med forkyndelse, hvor disse faktorer ikke altid lykkes, hvis vi skal have et forpligtende tilhørsforhold til én menighed , og ikke ende i en usund surfing fra prædikant til prædikant (online eller live).
----
Lidt uddybning og lidt til forkyndereI mine overvejelser har jeg trukket på nogle begreber fra klassisk retoriklære, nemlig at en god tale skal have den rette balance mellem ethos, pathos og logos. Ethos betyder at taleren må være troværdig, pathos at han må have lidenskab for sit emne og logos, at talens indhold skal hænge sammen. Og det er vel nogenlunde det, som jeg har forsøgt at komme omkring ovenfor, og man kan dermed også konkludere, at mennesker stadig ligner sig selv… Man kan dog spørge om det, at troværdighed (ethos) og engagement (pathos) scorer højere end dispositionen[1] (logos) ikke er tidstypisk fænomen? Og dernæst spørge, hvordan det harmonerer med, at man i meget høj grad bliver skolet i det som hører til logos-siden, (fagligheden) både i det generelle undervisningsmiljø og i den teologiske uddannelse, mens kunsten at beherske det talte sprog og kropssproget ikke får nær så meget opmærksomhed.
Som forkynder ved jeg, at det er svært at opnå den perfekte balance her, og at det har taget mange år og mange prædikener bare at nå et stykke vej. Den gode nyhed er tænker jeg, at styrke på et felt kan kompensere for svaghed på et andet. Og at jeg ofte er så heldig at have velvillige tilhørere, som også bidrager til at kompensere. Eller måske skulle man hellere sige, at heldigvis er løftet om Helligånden ikke alene knyttet til prædikanter af en vis kaliber.
Den dårlige nyhed er, at jeg ved ikke at tage alle tre sider seriøst kan komme til at spænde ben for mig selv. Fx eksempel kan det at tilhørerne godt kan lide mig ikke forhindre, at de kun får begrænset udbytte, hvis det ikke er lykkedes mig at få stoffet disponeret og budskabet gjort tydeligt – måske som følge af, at benarbejdet ikke er gjort godt nok.
Man kan vurdere forkyndelsens ”godhed” på (mindst) to vidt forskellige parametre. Hhv. den teologiske, indholdsmæssige kvalitet, og så den erfarede kvalitet hos modtageren. En del af spørgeskemaundersøgelsen handler om, hvilke faktorer, der har betydning for, at tilhørerne føler, at de får noget ud af forkyndelsen.
Det kan vel sammenlignes lidt med forskellen på at læse varedeklarationen på leverpostejen og så at smage på den. Ingen af delene er ligegyldige, men man kan ikke læse sig frem til om det er en god leverpostej.
De tre faktorer hos forkynderen, som tilhøreren vægter højest i forhold til at få noget ud af forkyndelsen er: 1) forkynderens evne til at tale levende og engageret, 2) at han virker troværdig og 3) at talen har en klar disposition (Jeg vælger her at se bort fra faktorer hos tilhøreren selv, som også vægtes forholdsvis højt).
Dette vil jeg reflektere lidt yderligere over under følgende tre overskrifter:
Sympati/antipatiMin evne til at tage et budskab ind påvirkes i høj grad af om jeg har sympati eller antipati mod personen. Mange forkyndere, som jeg lytter til, vil jeg have tommefingeren op eller ned til i forvejen, fordi jeg kender dem og har respekt for dem som mennesker og som kristne. Men ligesom i et helt almindeligt møde mellem nye mennesker, så fatter jeg også lynhurtig sympati eller antipati, når en person træder frem – ud fra mine helt personlige menneskelige præferencer.
EngagementI undersøgelsen vægter tilhørerne det meget højt, at forkynderen er levende og engageret. Det som det her handler om er jo talerens evne til at formidle engagementet til tilhøreren, så vi selv bliver engageret af budskabet. Når folk skal svare på, hvorfor de ikke får noget ud af forkyndelsen, så scorer monoton stemmeføring højest. Altså må det konstateres, at for rigtig mange er variation og intensitet i stemmeføringen afgørende for, om det lykkes at formidle et engagement. Det betyder altså på en måde vældig meget med den lydlige og kropslige indpakning. Men vi har altså brug for at mærke mennesket i forkynderen, for at engageres af ham eller hende, og det er nu en gang vores kropssprog med videre, der tydeliggør, hvad vi egentlig føler og tænker.
TydelighedMed det udtryk vil jeg pege på de faktorer, som handler om forkynderens evne til at få sit budskab klart formuleret og dermed hørt og forstået. Den faktor, som vægtes højest efter troværdighed og engagement, er som sagt at prædikenen har en klar disposition. En tydelig opbygning af prædikenen hjælper tilhøreren med at fastholde indholdet. Hertil kan man også føje faktorer som brug af bibelfortælling, brug af billeder og eksempler, som undersøgelsen også viser, har stor betydning. Det er helt klart min erfaring som både tilhører og forkynder, at det er disse elementer, som man fæstner sig ved efterfølgende. Det bliver til knager, som budskabet kan hænge på.
Som tilhører er dette relevant, fordi det kan være et redskab til at kompensere for forkynderens svagheder på det ene eller andet område. Jeg kan gøre en indsats fx i form af at fokusere mere på indholdet end personen, eller glædes over engagementet, når tydeligheden mangler osv. Det kan måske også være et redskab til konstruktiv dialog med forkynderen efterfølgende.
Dette kan have nok så stor betydning fordi vi i mange tilfælde må ”nøjes” med forkyndelse, hvor disse faktorer ikke altid lykkes, hvis vi skal have et forpligtende tilhørsforhold til én menighed , og ikke ende i en usund surfing fra prædikant til prædikant (online eller live).
----
Lidt uddybning og lidt til forkyndereI mine overvejelser har jeg trukket på nogle begreber fra klassisk retoriklære, nemlig at en god tale skal have den rette balance mellem ethos, pathos og logos. Ethos betyder at taleren må være troværdig, pathos at han må have lidenskab for sit emne og logos, at talens indhold skal hænge sammen. Og det er vel nogenlunde det, som jeg har forsøgt at komme omkring ovenfor, og man kan dermed også konkludere, at mennesker stadig ligner sig selv… Man kan dog spørge om det, at troværdighed (ethos) og engagement (pathos) scorer højere end dispositionen[1] (logos) ikke er tidstypisk fænomen? Og dernæst spørge, hvordan det harmonerer med, at man i meget høj grad bliver skolet i det som hører til logos-siden, (fagligheden) både i det generelle undervisningsmiljø og i den teologiske uddannelse, mens kunsten at beherske det talte sprog og kropssproget ikke får nær så meget opmærksomhed.
Som forkynder ved jeg, at det er svært at opnå den perfekte balance her, og at det har taget mange år og mange prædikener bare at nå et stykke vej. Den gode nyhed er tænker jeg, at styrke på et felt kan kompensere for svaghed på et andet. Og at jeg ofte er så heldig at have velvillige tilhørere, som også bidrager til at kompensere. Eller måske skulle man hellere sige, at heldigvis er løftet om Helligånden ikke alene knyttet til prædikanter af en vis kaliber.
Den dårlige nyhed er, at jeg ved ikke at tage alle tre sider seriøst kan komme til at spænde ben for mig selv. Fx eksempel kan det at tilhørerne godt kan lide mig ikke forhindre, at de kun får begrænset udbytte, hvis det ikke er lykkedes mig at få stoffet disponeret og budskabet gjort tydeligt – måske som følge af, at benarbejdet ikke er gjort godt nok.