I forbindelse med projektet God forkyndelse, som ELM er en del, skulle jeg gennemlæse 12 tilfældige prædikenmanuskripter, som er blevet indsendt i forbindelse med spørgeskemaundersøgelsen. I alt blev der indsendt 139 manuskripter.
Det har været interessant og lærerigt dels at læse prædikenerne, dels at se det samlede resultat af analysen. Her kommer nogle tanker om dette i en skøn blanding:
Sådan en gennemlæsning blev for mig lidt et spejl, hvor jeg så mine egne svagheder som prædikant. Det var tungt at læse manuskripter, hvor der var alt for meget stof, og hvor der manglede eksempler og anvendelse af bibelteksten i tilhørernes liv. Den slags prædikener, har jeg nu nok holdt en del af selv, og det er ting, som jeg til stadighed kæmper med at få til at gå op (Her må jeg selvfølgelig tage forbehold for, at jeg ikke kendte noget til, hvilken sammenhæng prædikerne blev holdt i, eller kunne fornemme om prædikanten i sin fremførelse havde tilført noget af det "ekstra", som jeg savnede).
På det seneste har jeg tænkt meget over, hvor meget det kan betyde for, at en prædiken gør indtryk på mig, at den er båret af gode billeder og stærke eksempler.
Jeg tænker her bl.a. på en svensk prædikant jeg hørte, som gribende fortalte om, at han sammen med sin familie var kørt i grøften langt ude i svensk skov, men blev reddet af en rå lastbilchauffør og hans tømmerlastbil, efter at postbilen var kørt forbi... Jeg behøver nok ikke sige, hvad bibelteksten var.
Manuskripterne bekræftede dette for mig. Et af dem lykkedes i særlig grad med at få fat i mig ved at prikke til en forargelse over et "forfaldfænomen" i vores samfund, for så at vende den 180 grader og afsløre, at jeg jo selv gjorde det samme...
Det er vel velkendt, at historier og billeder sætter sig bedre fast, men alligevel kan det godt slå mig, at sådan et bogligt menneske som jeg selv, med, skulle jeg synes, gode antenner hvad angår den kristne tro, bliver så afhængig af disse ting. Måske har det noget at gøre med, at for at høre det, jeg godt ved/kender i forvejen er jeg nødt til at høre det på en ny måde - eller det er i hvert fald en hjælp.
Den samlede vurdering af prædikenerne er, at de generelt set har de nødvendige eksempler og billeder. Jeg blev blot igen mindet om betydningen af det. Når det er sagt, så må jeg jo tro på, at det ikke er min evne til at finde på eksempler, der er afgørende, men at Guds ord bliver formidlet. Som i så mange andre ting er tingene ofte et spørgsmål om grader. Den eksempel/billed-fattige prædiken er ikke nødvendigvis værdiløs. Og der ligger hos mig, som sikkert også hos de fleste tilhørere en åndelig dovenskab, som gør at vi gerne vil have tingene ind med skeer og med så lille en egenindsats som mulig.
Uanset opfatter jeg dette område som relevant at arbejde med. Når jeg læser manuskripterne og tænker på mine egne prædikener, så tænker jeg, at vi i Danmark i høj grad er præget af, at vi fra barnsben lærer at formulere os på skrift og disponere et stof osv., mens vi kun i meget mindre grad lærer den mundtlige formidlingskunst. Det tror jeg kan mærkes på mange prædikener.
Jeg synes helt ærligt også, at det mærkes på rigtig mange af de offentlige taler vi har herhjemme. De svinger sig sjældent ret højt op - selvom der selvfølgelig er undtagelser. De to spidskandidater i dansk politik p.t. vinder i hvert fald ingen oratoriske priser!
Den gode tale er i øvrigt fra antikken bestemt som den rette balance mellem logos, pathos og ethos.
For at kommunikationen skal lykkes må indholdet være i orden og give mening, men taleren må også udvise en lidenskab, som engagerer tilhørerne, men endelig må taleren også have en karakter som person, som tilhøreren finder troværdig. Min konklusion i forhold til manuskripterne er så, at logos helt klart er på plads, mens jeg har sværere ved at fornemme talerens lidenskab. Den kan måske ses i personlige eksempler og tonen i det, ogjeg ved jo netop ikke om den lidt tørre prædiken er udført med et engagement, som overstråler dette. Prædikantens troværdighed er det endnu sværere at vurdere. Men som sagt er en del prædikener ret skriftlig orienterede.
Jeg tror måske, at det med lidenskaben, kan lide under i dag, at man er bange for at blive en karikatur af de gammeldags vækkelsesprædikanter, og/eller at man som prædikant kan kæmpe med at finde ind til en lidenskab, som ikke blot er påtaget til lejligheden, men som strømmer ud af det personlige engagement. Men selv der, hvor engagementet er der, kan måske savnes en kunnen i at tage det med op på talerstolen.
At være sig selv på en talerstol kan faktisk nogle gange være at skrue op for volumen, for at blive hørt som sig selv!?
Når jeg læste prædikenerne kunne jeg glæde mig over, at der helt generelt var rigtig god bibelsk substans i det meste. Der er ikke noget, der tyder på, at folk i missionsforeningsbaglandene får en tynd kop te at leve på. Og det er vel et eller andet sted det væsentligste. Det samlede resultat siger at 81% af prædikenerne i høj grad var forankret i Bibelen!
Ellers påkalder det sig opmærksomhed, at der bliver talt en del om efterfølgelse af Kristus, mens det kun sjældent kommer til udtryk i et konkret kald til mission. Og så er mindst halvdelen af prædikenerne vurderet til at være vanskelige for ikke-troende at få noget ud af. Ser man de to ting sammen, så kan man ikke andet end få den tanke, at et af de største problemer omkring forkyndelsen i dag er, at det tenderer til at blive et lukket system, hvor vi kun er dem vi nu en gang er, og har mistet troen på, at det giver mening at tale til ikke-kristne, og at arbejde på, at de kommer med ind i fællesskabet!
Det har været interessant og lærerigt dels at læse prædikenerne, dels at se det samlede resultat af analysen. Her kommer nogle tanker om dette i en skøn blanding:
Sådan en gennemlæsning blev for mig lidt et spejl, hvor jeg så mine egne svagheder som prædikant. Det var tungt at læse manuskripter, hvor der var alt for meget stof, og hvor der manglede eksempler og anvendelse af bibelteksten i tilhørernes liv. Den slags prædikener, har jeg nu nok holdt en del af selv, og det er ting, som jeg til stadighed kæmper med at få til at gå op (Her må jeg selvfølgelig tage forbehold for, at jeg ikke kendte noget til, hvilken sammenhæng prædikerne blev holdt i, eller kunne fornemme om prædikanten i sin fremførelse havde tilført noget af det "ekstra", som jeg savnede).
På det seneste har jeg tænkt meget over, hvor meget det kan betyde for, at en prædiken gør indtryk på mig, at den er båret af gode billeder og stærke eksempler.
Jeg tænker her bl.a. på en svensk prædikant jeg hørte, som gribende fortalte om, at han sammen med sin familie var kørt i grøften langt ude i svensk skov, men blev reddet af en rå lastbilchauffør og hans tømmerlastbil, efter at postbilen var kørt forbi... Jeg behøver nok ikke sige, hvad bibelteksten var.
Manuskripterne bekræftede dette for mig. Et af dem lykkedes i særlig grad med at få fat i mig ved at prikke til en forargelse over et "forfaldfænomen" i vores samfund, for så at vende den 180 grader og afsløre, at jeg jo selv gjorde det samme...
Det er vel velkendt, at historier og billeder sætter sig bedre fast, men alligevel kan det godt slå mig, at sådan et bogligt menneske som jeg selv, med, skulle jeg synes, gode antenner hvad angår den kristne tro, bliver så afhængig af disse ting. Måske har det noget at gøre med, at for at høre det, jeg godt ved/kender i forvejen er jeg nødt til at høre det på en ny måde - eller det er i hvert fald en hjælp.
Den samlede vurdering af prædikenerne er, at de generelt set har de nødvendige eksempler og billeder. Jeg blev blot igen mindet om betydningen af det. Når det er sagt, så må jeg jo tro på, at det ikke er min evne til at finde på eksempler, der er afgørende, men at Guds ord bliver formidlet. Som i så mange andre ting er tingene ofte et spørgsmål om grader. Den eksempel/billed-fattige prædiken er ikke nødvendigvis værdiløs. Og der ligger hos mig, som sikkert også hos de fleste tilhørere en åndelig dovenskab, som gør at vi gerne vil have tingene ind med skeer og med så lille en egenindsats som mulig.
Uanset opfatter jeg dette område som relevant at arbejde med. Når jeg læser manuskripterne og tænker på mine egne prædikener, så tænker jeg, at vi i Danmark i høj grad er præget af, at vi fra barnsben lærer at formulere os på skrift og disponere et stof osv., mens vi kun i meget mindre grad lærer den mundtlige formidlingskunst. Det tror jeg kan mærkes på mange prædikener.
Jeg synes helt ærligt også, at det mærkes på rigtig mange af de offentlige taler vi har herhjemme. De svinger sig sjældent ret højt op - selvom der selvfølgelig er undtagelser. De to spidskandidater i dansk politik p.t. vinder i hvert fald ingen oratoriske priser!
Den gode tale er i øvrigt fra antikken bestemt som den rette balance mellem logos, pathos og ethos.
For at kommunikationen skal lykkes må indholdet være i orden og give mening, men taleren må også udvise en lidenskab, som engagerer tilhørerne, men endelig må taleren også have en karakter som person, som tilhøreren finder troværdig. Min konklusion i forhold til manuskripterne er så, at logos helt klart er på plads, mens jeg har sværere ved at fornemme talerens lidenskab. Den kan måske ses i personlige eksempler og tonen i det, ogjeg ved jo netop ikke om den lidt tørre prædiken er udført med et engagement, som overstråler dette. Prædikantens troværdighed er det endnu sværere at vurdere. Men som sagt er en del prædikener ret skriftlig orienterede.
Jeg tror måske, at det med lidenskaben, kan lide under i dag, at man er bange for at blive en karikatur af de gammeldags vækkelsesprædikanter, og/eller at man som prædikant kan kæmpe med at finde ind til en lidenskab, som ikke blot er påtaget til lejligheden, men som strømmer ud af det personlige engagement. Men selv der, hvor engagementet er der, kan måske savnes en kunnen i at tage det med op på talerstolen.
At være sig selv på en talerstol kan faktisk nogle gange være at skrue op for volumen, for at blive hørt som sig selv!?
Når jeg læste prædikenerne kunne jeg glæde mig over, at der helt generelt var rigtig god bibelsk substans i det meste. Der er ikke noget, der tyder på, at folk i missionsforeningsbaglandene får en tynd kop te at leve på. Og det er vel et eller andet sted det væsentligste. Det samlede resultat siger at 81% af prædikenerne i høj grad var forankret i Bibelen!
Ellers påkalder det sig opmærksomhed, at der bliver talt en del om efterfølgelse af Kristus, mens det kun sjældent kommer til udtryk i et konkret kald til mission. Og så er mindst halvdelen af prædikenerne vurderet til at være vanskelige for ikke-troende at få noget ud af. Ser man de to ting sammen, så kan man ikke andet end få den tanke, at et af de største problemer omkring forkyndelsen i dag er, at det tenderer til at blive et lukket system, hvor vi kun er dem vi nu en gang er, og har mistet troen på, at det giver mening at tale til ikke-kristne, og at arbejde på, at de kommer med ind i fællesskabet!