Vi har godt styr på coronaen i Danmark. Der er kun få smittede med Covid-19, og det er jo kun noget at glæde sig over. Jeg har dog tænkt, at I takt med at færre er smittet, bliver der det mere fokus på den enkelte person eller de enkelte grupper, som er så uheldige at blive syge og måske smitte andre. Et fokus, som kan udvikle sig i en negativ retning. Det var i den forbindelse, at jeg kom til at tænke på, hvordan Bibelen beskriver dem situationen for dem, der var ramt af spedalskhed. De måtte ikke være sammen med andre raske og måtte bo uden for byerne, og de måtte advare andre mod at komme tæt på. De var kort sagt udstødte af de øvrige samfund.
På Jesu tid var opfattelsen i høj grad den, at der var en åndelig urenhed forbundet med en sygdom som spedalskhed, og det var almindeligt at tænke, at den syge havde fortjent en særlig straf.
Skam og skyld
Vi er som sådan i Danmark langt væk fra en forestilling om, at sygdom gør os til dårlige mennesker - og så er vi alligevel bare mennesker. Dels spiller frygten for selv at blive smittet ind på, hvordan vi ser på andre mennesker. Dels, så kan en kritisk historie om, at nogle "unge tog til Sverige og blev smittet", eller om en "pædagog, som smittede en hel børnehave" prikke til vrede følelser over for, at andre åbenbart ikke passer nok på. Alene det, at Coronaen fylder så meget i vores bevidsthed som et problem kan medføre, at man som smittet kan komme til at føle sig "farlig" eller skyldig, hvis man har smittet andre. Jo mindre gruppen af smittede bliver jo større bliver faren for det. Det er følelsen af skam, som sætter sig igennem, at du er noget, eller har gjort noget, som stiller dig uden for de øvrige fællesskab og gør dig til et problem for andre. Og det kan prikke til selvbebrejdelser eller skyldfølelse over, at man ikke passede nok på - som igen prikker til skammen over, at være et dårligere menneske end alle de andre. Og skammen fører som regel kun til, at man selv trækker sig yderligere væk fra fællesskabet. Enten konkret, eller ved at dække over, at man har været syg.
På tværs af frygten
I evangelierne møder vi Jesus som den, der går fuldstændig på tværs af omgivelsernes frygt for de spedalske. Han lader en spedalsk komme hen til sig og rækker hånden frem og rører ved ham (Matt 8,1f). Jesu omsorg lod sig ikke standse af, hvad andre mennesker tænkte. Skal vi som kirke i Danmark være Jesu efterfølgere, må vi være opmærksomme på, at vi ikke ubevidst lader vores syn på corona-ramte præge af det negative billede, vi kan møde omkring os. Tværtimod skal vi se på dem, som mennesker, der i særlig grad har brug for at mærke, at de er ønskede i fællesskabet. Og som har brug for hjælp til ikke at give sig selv skylden for noget, de dybest set ikke har kunnet gøre for.*
Række ud
Som kirke tager vi os af de svage ved at passe på ikke at blive smittet og ikke at smitte andre, hvis vi bliver syge. Men i samme grad skal vi række ud mod dem, som vi ved er blevet syge, og helt generelt skal vi signalere, at vi ikke vil være med til at pege fingre og gøre corona-ramte til dårlige mennesker.
Række ud - nej selvfølgelig skal vi sjældent gøre det helt fysisk, hvis vi kan undgå det, men vi har jo lært mange gode måder at være sammen på - hver for sig. Og selvfølgelig kan der være eksempler på, at nogle udviser grov forsømmelse, det skal vi ikke rose dem for. Og selv de, har dog brug for tilgivelse - mere end fordømmelse.
Du kan i øvrigt læse mere om Jesus og spedalskhed i denne artikel fra bladet TEL:
https://www.bibelskarkaeologi.dkhttps://www.elm.dk/uploads/4/6/0/6/46063807/jesu_moede_med_et_levende_lig.pdf
*Jeg tror, at der kan være både skam og skyld forbundet med mange forskelige sygdomme. I forhold til coronaen er det særlige, at det har så stort et fokus - ofte negativt - at det kan komme til at fylde meget i bevidstheden.
På Jesu tid var opfattelsen i høj grad den, at der var en åndelig urenhed forbundet med en sygdom som spedalskhed, og det var almindeligt at tænke, at den syge havde fortjent en særlig straf.
Skam og skyld
Vi er som sådan i Danmark langt væk fra en forestilling om, at sygdom gør os til dårlige mennesker - og så er vi alligevel bare mennesker. Dels spiller frygten for selv at blive smittet ind på, hvordan vi ser på andre mennesker. Dels, så kan en kritisk historie om, at nogle "unge tog til Sverige og blev smittet", eller om en "pædagog, som smittede en hel børnehave" prikke til vrede følelser over for, at andre åbenbart ikke passer nok på. Alene det, at Coronaen fylder så meget i vores bevidsthed som et problem kan medføre, at man som smittet kan komme til at føle sig "farlig" eller skyldig, hvis man har smittet andre. Jo mindre gruppen af smittede bliver jo større bliver faren for det. Det er følelsen af skam, som sætter sig igennem, at du er noget, eller har gjort noget, som stiller dig uden for de øvrige fællesskab og gør dig til et problem for andre. Og det kan prikke til selvbebrejdelser eller skyldfølelse over, at man ikke passede nok på - som igen prikker til skammen over, at være et dårligere menneske end alle de andre. Og skammen fører som regel kun til, at man selv trækker sig yderligere væk fra fællesskabet. Enten konkret, eller ved at dække over, at man har været syg.
På tværs af frygten
I evangelierne møder vi Jesus som den, der går fuldstændig på tværs af omgivelsernes frygt for de spedalske. Han lader en spedalsk komme hen til sig og rækker hånden frem og rører ved ham (Matt 8,1f). Jesu omsorg lod sig ikke standse af, hvad andre mennesker tænkte. Skal vi som kirke i Danmark være Jesu efterfølgere, må vi være opmærksomme på, at vi ikke ubevidst lader vores syn på corona-ramte præge af det negative billede, vi kan møde omkring os. Tværtimod skal vi se på dem, som mennesker, der i særlig grad har brug for at mærke, at de er ønskede i fællesskabet. Og som har brug for hjælp til ikke at give sig selv skylden for noget, de dybest set ikke har kunnet gøre for.*
Række ud
Som kirke tager vi os af de svage ved at passe på ikke at blive smittet og ikke at smitte andre, hvis vi bliver syge. Men i samme grad skal vi række ud mod dem, som vi ved er blevet syge, og helt generelt skal vi signalere, at vi ikke vil være med til at pege fingre og gøre corona-ramte til dårlige mennesker.
Række ud - nej selvfølgelig skal vi sjældent gøre det helt fysisk, hvis vi kan undgå det, men vi har jo lært mange gode måder at være sammen på - hver for sig. Og selvfølgelig kan der være eksempler på, at nogle udviser grov forsømmelse, det skal vi ikke rose dem for. Og selv de, har dog brug for tilgivelse - mere end fordømmelse.
Du kan i øvrigt læse mere om Jesus og spedalskhed i denne artikel fra bladet TEL:
https://www.bibelskarkaeologi.dkhttps://www.elm.dk/uploads/4/6/0/6/46063807/jesu_moede_med_et_levende_lig.pdf
*Jeg tror, at der kan være både skam og skyld forbundet med mange forskelige sygdomme. I forhold til coronaen er det særlige, at det har så stort et fokus - ofte negativt - at det kan komme til at fylde meget i bevidstheden.