Et år med corona
Nogle tanker om, hvad det har betydet, at vi har levet med corona i et år
(Kan ses som video herunder)
Foråret er på vej også her i Hvidovre. Knopperne titter frem, og gråspurvene er fuld gang med redebyggeriet i tagskægget.
At vi er nået her til marts betyder også, at vi nu levet med corona-pandemien et år. Det er ikke noget at fejre selvfølgelig. Men det er en god anledning til at stoppe op og overveje, hvad den tid egentlig har gjort ved os, også når vi ser lidt fremad.
I det år, der er gået, har vi lært den her sygdom corona eller covid-19 rigtig godt at kende. Nogle har prøvet den på egen krop, men heldigvis ikke så mange, som man kunne frygte. Vi ved alle, hvilke symptomer, vi skal være opmærksomme på. Og ved, at nogle får ingen, andre milde eller alvorlige symptomer. Nogle kommer let over det, andre har brug for lægehjælp.
Vi ved sågar mere og mere om, hvilke følger sygdommen kan have på længere sigt – de såkaldte senfølger.
Det er ikke kun de syge, der er blevet ramt. Ingen er gået fri. Her er der også forskel på symptomerne – om de er milde eller hårde.
Men det er ting som utryghed eller frygt, ensomhed. Modløshed – kedsomhed – eller rastløshed.
Mange af os har måske kæmpet med af de her følelser i et helt år nu. Når det varer så længe, er der også en risiko, at det kan følge med som en langtidseffekt.
Hvis man har følt sig ensom et helt år – så holder det ikke op over en nat. Hvis man har været særlig ramt af frygten for at blive syg, så er det ikke sikkert, at det bare lige holder op igen, for man kan nemlig blive syg af mange ting.
Forskellige hastigheder
Ligesom sygdommen rammer forskelligt – og nogle hurtigt rejser sig igen, mens det for andre tager lang tid, så vil vi komme til at opleve, at vi kommer ud af karantænen i forskellige hastigheder. Også i forhold til det kristne fællesskab, som jo er noget af kernen i ELMs arbejde.
Måske når vi helt konkret til et tidspunkt, hvor nogen af os gerne vil give hånd, stå tæt eller kramme – mens andre gerne holder afstand. Og sådan kan der på så mange andre områder være noget, der skal forhandles på plads. Her hjælper vi hinanden i at være tydelige i, hvad vi hver og især har af behov – uden at vi gør det til andres behov.
Uanset, hvor meget fart vi har på, så har vi alle sammen brug for at høre noget vigtigt, som Jesus sagde til sine disciple lige inden, han skulle dø og forlade dem, og som helt naturligt fremkaldte utryghed og modløshed hos dem. Ord som også kan passe ind i vores situation.
Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Johannesevangeliet kap 14, v. 27-28.
Det hører til livet, at vi til tider skal gå ind i ukendt land. Som vi tit ikke har bedt om. Hvor vi mister fodfæste. Vi har alle sammen skulle gå ind i pandemiens landskab – og vi skal også alle ud i det landskab, der følger efter, hvor noget er som det plejer, andet er anderledes, og hvor vi måske også selv er forandrede – og hvor vi ikke bare ved hvor vi har hinanden.
Der må vi lytte til og tro på, hvad Jesus siger til os: Vi kommer ikke til at være overladt til os selv, vi kommer ikke til at stå i alt det, der kommer alene – men sammen med Jesus. Når vi skal tilbage og finde fodfæste sammen i fællesskaberne fx i missionshuset eller kirken, så sidder Jesus der allerede, så at sige, og venter på os – for at hjælpe
Nogle tanker om, hvad det har betydet, at vi har levet med corona i et år
(Kan ses som video herunder)
Foråret er på vej også her i Hvidovre. Knopperne titter frem, og gråspurvene er fuld gang med redebyggeriet i tagskægget.
At vi er nået her til marts betyder også, at vi nu levet med corona-pandemien et år. Det er ikke noget at fejre selvfølgelig. Men det er en god anledning til at stoppe op og overveje, hvad den tid egentlig har gjort ved os, også når vi ser lidt fremad.
I det år, der er gået, har vi lært den her sygdom corona eller covid-19 rigtig godt at kende. Nogle har prøvet den på egen krop, men heldigvis ikke så mange, som man kunne frygte. Vi ved alle, hvilke symptomer, vi skal være opmærksomme på. Og ved, at nogle får ingen, andre milde eller alvorlige symptomer. Nogle kommer let over det, andre har brug for lægehjælp.
Vi ved sågar mere og mere om, hvilke følger sygdommen kan have på længere sigt – de såkaldte senfølger.
Det er ikke kun de syge, der er blevet ramt. Ingen er gået fri. Her er der også forskel på symptomerne – om de er milde eller hårde.
Men det er ting som utryghed eller frygt, ensomhed. Modløshed – kedsomhed – eller rastløshed.
Mange af os har måske kæmpet med af de her følelser i et helt år nu. Når det varer så længe, er der også en risiko, at det kan følge med som en langtidseffekt.
Hvis man har følt sig ensom et helt år – så holder det ikke op over en nat. Hvis man har været særlig ramt af frygten for at blive syg, så er det ikke sikkert, at det bare lige holder op igen, for man kan nemlig blive syg af mange ting.
Forskellige hastigheder
Ligesom sygdommen rammer forskelligt – og nogle hurtigt rejser sig igen, mens det for andre tager lang tid, så vil vi komme til at opleve, at vi kommer ud af karantænen i forskellige hastigheder. Også i forhold til det kristne fællesskab, som jo er noget af kernen i ELMs arbejde.
Måske når vi helt konkret til et tidspunkt, hvor nogen af os gerne vil give hånd, stå tæt eller kramme – mens andre gerne holder afstand. Og sådan kan der på så mange andre områder være noget, der skal forhandles på plads. Her hjælper vi hinanden i at være tydelige i, hvad vi hver og især har af behov – uden at vi gør det til andres behov.
Uanset, hvor meget fart vi har på, så har vi alle sammen brug for at høre noget vigtigt, som Jesus sagde til sine disciple lige inden, han skulle dø og forlade dem, og som helt naturligt fremkaldte utryghed og modløshed hos dem. Ord som også kan passe ind i vores situation.
Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Johannesevangeliet kap 14, v. 27-28.
Det hører til livet, at vi til tider skal gå ind i ukendt land. Som vi tit ikke har bedt om. Hvor vi mister fodfæste. Vi har alle sammen skulle gå ind i pandemiens landskab – og vi skal også alle ud i det landskab, der følger efter, hvor noget er som det plejer, andet er anderledes, og hvor vi måske også selv er forandrede – og hvor vi ikke bare ved hvor vi har hinanden.
Der må vi lytte til og tro på, hvad Jesus siger til os: Vi kommer ikke til at være overladt til os selv, vi kommer ikke til at stå i alt det, der kommer alene – men sammen med Jesus. Når vi skal tilbage og finde fodfæste sammen i fællesskaberne fx i missionshuset eller kirken, så sidder Jesus der allerede, så at sige, og venter på os – for at hjælpe
