Jeg har i forbindelse med det kommende nummer af Liv i Troen (læs det her allerede), reflekteret over, hvorfor det er vigtigt at tænke forkyndelse til tro og menneskelig hjælp sammen i en helhed.
Den røde tråd i artiklerne - fra lejre for børn af misbrugere til arbejdet med at hele familierelationer i Peru - er, at vi ikke kan skille det åndelige fra det fysiske uden at vi kommer i konflikt med det kristne menneskesyn. Et ofte anvendt udtryk for dette er 'holisme', som blot betyder, at man ser både fysiske og åndelige behov som et samlet billede. Holisme, hel, helhed, helse, heling er beslægtede ord, som fortæller, at det handler om at samle og hele det, som er blevet delt eller brudt. Det er et vigtigt bibelsk perspektiv, og sammenhængen mellem fysisk og åndelig heling er meget tydelig i Jesu virke. Paulus taler på den anden side om, at den lodrette forsoning med Gud fører til nyt fællesskab på det vandrette plan mellem jøder og hedninger. Den åndelige virkelighed får konkret betydning her i livet.
Ingen særlig religiøs sfære
Der ligger nok i den luthersk-pietistiske tradition en vis tendens til at glemme de fysiske behov på bekostning af de åndelige. Og så dog. En langt større udfordring i dag er, at det religiøse bliver henregnet til privatsfæren og til en følelsessag, som ikke kan eller skal have indflydelse på hverdagsliv og samfund. I vores tid er tendensen, at den åndelige virkelighed underordnes og forstås i lyset af den skabte virkelighed. Den bibelske vision er derimod, at Gud som skaber og frelser er forståelsesrammen for både den usynlige og synlige virkelighed. Ja, Gud blev selv som den usynlige og evige en del af den synlige verden.
Diakoniens dobbelte sigte
Når vi i mission tager sigte på at hjælpe mennesker i deres fysiske behov, så har det et dobbelt sigte. Diakonien har en værdi i sig selv, fordi den udtrykker Guds skaberomsorg for sit skaberværk, og vi opfylder dermed et kald på skabelsens plan. Men diakonien er også en forkyndelse i handling, som fortæller at Guds frelsende kærlighed ikke kun angår det åndelige, men angår os som hele mennesker. Det er det enkelte menneske med hud og hår, som Gud ønsker at frelse og give evigt og nyskabt liv. Diakonien udtrykker et opstandelseshåb. Det sker dog kun hvis den ledsages af forkyndelse med ord, fordi den virkelighed endnu ikke er synlig, men kun er nærværende som et levende håb.
Det er efterhånden velkendt, at man bedre husker og lærer, hvis man ikke bare hører og læser om noget, men selv tager del i det. På samme måde høres det kristne budskab langt bedre, hvis det bliver ledsaget af konkret omsorg, som mærkes på egen krop. At det er sådan, er endnu et vidnesbyrd om, at vi virkelig er skabt og elsket af Gud som hele mennesker med krop, sind og ånd.