"Og Gud skabte mennesket i sit billede", står der på Bibelens første side. Og der tilføjes umiddelbart efter: "som mand og kvinde skabte han dem". På den baggrund er det ikke så underligt, at menneskets køn og seksualitet er en fremtrædende skueplads for menneskets synd og oprør mod Gud.
Det er er 50-året for frigivelsen af billedpornoen i år. Fire år senere i 1973 kom så det skelsættende år, hvor den fri abort blev indført. Som en bølge, der bryder, væltede en ny samfundsetik ind over vores land, som en gang for alle kappede båndene mellem en klassisk bibelsk seksualmoral og, den offentlige moral. Dette skete naturligvis ikke på en gang, og vejen blev banet af, at kristendommen gennem årtierne har fået mindre og mindre indflydelse i samfundet. Nu 50 år efter er det som om en ny bølge igen vælter ind over os, hvor det ikke kun etikken omkring udfoldelsen af seksualiteten, som er opløst, men hvor normerne omkring det, som seksualiteten naturligt fører til: familie og børn, også opløses.
dr.dk skriver i en artikel om "jubilæet", at frigivelsen af pornoen betød et "mørkt kapitel" på 11 år, hvor børneporno var tilladt. Man kan kun være enig i, at børneporno var og er misbrug af uskyldige børn af værste skuffe. Man var så forblændet af frigørelsen, at man ikke turde tage et opgør med de mørke sider af den. Jeg mener selvfølgelig at både børne- og voksenporno er skadeligt, men det gør unægteligt en forskel om, det er voksne som frivilligt går ind i den, eller det er børn som tvinges mod deres vilje. Men man kunne og ville ikke tage et klart opgør dengang.
Vi har fået en ny regering, og det ligner et bevidst statement, at Mette Frederiksen har valgt Joy Mogensen, som kultur- og kirkeminister. Joy Mogensens partifælle Simon Simonsen havde før valget kaldt hende for egoistisk, fordi hun valgte at blive alenemor med en anonym sæddonor. Som belønning for den "krænkelse" fik hun en ministerpost, så ingen skal være i tvivl om, på hvilken side den nye regering står. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, at vi har at gøre med lidt den samme dynamik, som for 50 år siden. Retten til at udleve sin seksualitet som man vil, er nu blevet forlænget til en ret til at få børn på den måde man selv vil. Ved anonym sæddonation forhindrer man fuldstændig et barn I at kunne møde eller få nogen viden om sin biologiske far. Et andet eksempel er historien om en 56 årig stylist, Dennis Kristensen, som er blevet alenefar til et barn gennem, at en veninde har båret barnet, hvor ægget er kommet fra en anonym donor. Historien er dags dato rundt omkring i medierne med stor tilslutning.
Det virker for mig som om, at dette område er blevet et område, hvor man hverken kan eller må sige nej til noget, for ikke at være "bagstræberisk".
Til sammenligning med dette, så kender jeg lidt til forholdene omkring adoption og specielt international adoption. I adoptionsverdenen møder man i dag en række problematiseringer af at børn fjernes fra ikke bare deres biologiske forældre, men også fra deres oprindelige kultur, og at muligheden for kontakt til de biologiske forældre i større eller mindre grad er afskåret. Specielt nogle voksne adopterede går foran i kritikken. Programmet "Sporløs" giver et godt indblik i, at det for mange adopterede har stor betydning som voksne at søge efter deres biologiske familie. Etikken omkring adoption er spørgsmål for sig, som jeg ikke vil gå i detaljer med her. Trods dilemmaer er udgangspunktet i adoption trods alt, at et allerede født barn, mangler nogle, som kan være forældre det.
Mit gæt er, at der om nogle år, og senest, når børnene af de anonyme forældre er blevet voksne, vil komme en selvransagelse omkring denne totale individualisering og rettighedsfokusering omkring det at få børn. Det håber jeg da.
et kristne svar er ind i dette må være, at uden respekt for både naturen i sig selv, og de rammer som Gud har givet os for livet, så ender vi uvægerligt i, at de, som ingen stemme har kommer til at betale en pris for, at de stærkere forfølger deres længsler og drømme, så langt som det er muligt. Et samfund skal netop beskytte de svage, og her svigtes der af både politikere og fagpersoner. Og for en god ordens skyld, skal det understreges, at dette ikke skal forstås en særlig fordømmelse af omtalte personer. De er blot eksempler på noget generelt. Det store svigt ligger som sagt hos dem, som har ansvaret for at træffe beslutninger.
Til videre læsning
Til sidst vil jeg gerne anbefale, at man læser den nys udkomne bog:
Kampen om kønnet af Mikkel Vigilius. Den kan læse online på dette link, men den kan også bestilles til en pris på 98, kr. på elm@elm.dk
https://onedrive.live.com/?authkey=%21AMnXJcBnxaxlfZY&cid=B92F470025E51C36&id=B92F470025E51C36%212484&parId=B92F470025E51C36%212483&o=OneUp
Det er er 50-året for frigivelsen af billedpornoen i år. Fire år senere i 1973 kom så det skelsættende år, hvor den fri abort blev indført. Som en bølge, der bryder, væltede en ny samfundsetik ind over vores land, som en gang for alle kappede båndene mellem en klassisk bibelsk seksualmoral og, den offentlige moral. Dette skete naturligvis ikke på en gang, og vejen blev banet af, at kristendommen gennem årtierne har fået mindre og mindre indflydelse i samfundet. Nu 50 år efter er det som om en ny bølge igen vælter ind over os, hvor det ikke kun etikken omkring udfoldelsen af seksualiteten, som er opløst, men hvor normerne omkring det, som seksualiteten naturligt fører til: familie og børn, også opløses.
dr.dk skriver i en artikel om "jubilæet", at frigivelsen af pornoen betød et "mørkt kapitel" på 11 år, hvor børneporno var tilladt. Man kan kun være enig i, at børneporno var og er misbrug af uskyldige børn af værste skuffe. Man var så forblændet af frigørelsen, at man ikke turde tage et opgør med de mørke sider af den. Jeg mener selvfølgelig at både børne- og voksenporno er skadeligt, men det gør unægteligt en forskel om, det er voksne som frivilligt går ind i den, eller det er børn som tvinges mod deres vilje. Men man kunne og ville ikke tage et klart opgør dengang.
Vi har fået en ny regering, og det ligner et bevidst statement, at Mette Frederiksen har valgt Joy Mogensen, som kultur- og kirkeminister. Joy Mogensens partifælle Simon Simonsen havde før valget kaldt hende for egoistisk, fordi hun valgte at blive alenemor med en anonym sæddonor. Som belønning for den "krænkelse" fik hun en ministerpost, så ingen skal være i tvivl om, på hvilken side den nye regering står. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, at vi har at gøre med lidt den samme dynamik, som for 50 år siden. Retten til at udleve sin seksualitet som man vil, er nu blevet forlænget til en ret til at få børn på den måde man selv vil. Ved anonym sæddonation forhindrer man fuldstændig et barn I at kunne møde eller få nogen viden om sin biologiske far. Et andet eksempel er historien om en 56 årig stylist, Dennis Kristensen, som er blevet alenefar til et barn gennem, at en veninde har båret barnet, hvor ægget er kommet fra en anonym donor. Historien er dags dato rundt omkring i medierne med stor tilslutning.
Det virker for mig som om, at dette område er blevet et område, hvor man hverken kan eller må sige nej til noget, for ikke at være "bagstræberisk".
Til sammenligning med dette, så kender jeg lidt til forholdene omkring adoption og specielt international adoption. I adoptionsverdenen møder man i dag en række problematiseringer af at børn fjernes fra ikke bare deres biologiske forældre, men også fra deres oprindelige kultur, og at muligheden for kontakt til de biologiske forældre i større eller mindre grad er afskåret. Specielt nogle voksne adopterede går foran i kritikken. Programmet "Sporløs" giver et godt indblik i, at det for mange adopterede har stor betydning som voksne at søge efter deres biologiske familie. Etikken omkring adoption er spørgsmål for sig, som jeg ikke vil gå i detaljer med her. Trods dilemmaer er udgangspunktet i adoption trods alt, at et allerede født barn, mangler nogle, som kan være forældre det.
Mit gæt er, at der om nogle år, og senest, når børnene af de anonyme forældre er blevet voksne, vil komme en selvransagelse omkring denne totale individualisering og rettighedsfokusering omkring det at få børn. Det håber jeg da.
et kristne svar er ind i dette må være, at uden respekt for både naturen i sig selv, og de rammer som Gud har givet os for livet, så ender vi uvægerligt i, at de, som ingen stemme har kommer til at betale en pris for, at de stærkere forfølger deres længsler og drømme, så langt som det er muligt. Et samfund skal netop beskytte de svage, og her svigtes der af både politikere og fagpersoner. Og for en god ordens skyld, skal det understreges, at dette ikke skal forstås en særlig fordømmelse af omtalte personer. De er blot eksempler på noget generelt. Det store svigt ligger som sagt hos dem, som har ansvaret for at træffe beslutninger.
Til videre læsning
Til sidst vil jeg gerne anbefale, at man læser den nys udkomne bog:
Kampen om kønnet af Mikkel Vigilius. Den kan læse online på dette link, men den kan også bestilles til en pris på 98, kr. på elm@elm.dk
https://onedrive.live.com/?authkey=%21AMnXJcBnxaxlfZY&cid=B92F470025E51C36&id=B92F470025E51C36%212484&parId=B92F470025E51C36%212483&o=OneUp