Som sikkert mange andre har jeg på det seneste fulgt med i debatten om forskningsminister Esben Lunde Larsens baggrund i den kristne tro og specielt hans tilknytning til Dansk Bibel Institut. Flere medier og meningsdannere har udtalt sig stærkt kritisk om DBI. Kritikken går især på, at man ikke på nogen måde kan påberåbe sig videnskabelighed, hvis man forsker i teologi ud fra en klassisk kristen synsvinkel og med åbenhed over for Gud som en virkelighed, der griber ind i denne verden.
Det ses fx her i Politiken
Jeg er med på, at det ikke er alle, der går med på den stærkt kritiske vogn, men det får alligevel lov til at sætte en dagsorden, som mange følger: Hvis man hævder, at vi kan bruge Bibelen til at sige noget om, hvordan vi bør handle som mennesker, som er man en lige så slem fundamentalist, som radikale muslimer. Og hvis blot man har en kristen tro, der minder om det, så er man uegnet til at bestride en ministerpost - i hvert fald, når det handler om videnskab.
Når det så endda hævdes, at man ikke bør kunne få merit fra en uddannelse med et kristent grundlag, så hævder man i virkeligheden også, at alene mistanken om, at man kan have fået en kristen prægning skal diskvalificere en, og dermed nærmer man sig en egentlig sindelagskontrol.
I kontrast til det, så blev julesangen "Hvad er det der gør jul til noget særligt" skrevet af tidligere lærer på det Kristne Gymnasium i Ringkøbing valgt som årets julesang i en DR konkurrence.
Nu har jeg ikke læst de øvrige sangforslag, men jeg synes alligevel at det er bemærkelsesværdigt, at man i afstemningen er landet på en sang, der er meget klar i, at julens indhold er det kristne budskab om barnet i krybben og af en person med et tydeligt ståsted i klassisk kristendom. Herfra går der i øvrigt på flere måder en lige linje til en kunstner som Jonas Haahr Petersen fra "Hymns from Nineveh", som har vundet bred anerkendelse for sin musik og sine tekster, hvor den kristne inspiration ofte er ret tydelig.
Jeg ser den spænding som et udtryk for, at Danmark har svært ved at komme til rette med sin kristne arv. På den ene side skal man ikke nyde noget af, at nogen skal komme og sige noget som helst om, hvad der er op og ned, hvad der er godt og skidt. På den anden side så er der en dyb længsel efter indhold og mening, noget ægte, noget at tro på.
Det skaber det paradoks, at en kultur på den ene side søger det genuint kristne for dets ægthed for dets meningfuldhed, samtidig med, at man på den anden side ønsker at afskære sig fra steder som fx Dansk Bibel Institut, hvor en sådan kristen tro fremelskes.
Der er selvfølgelig mange mellemregninger i alt dette, ikke mindst at den danske kultur ikke er en samlet enhed, men jeg synes alligevel disse to agendaer fortjente at blive sat op mod hinanden.
Det ses fx her i Politiken
Jeg er med på, at det ikke er alle, der går med på den stærkt kritiske vogn, men det får alligevel lov til at sætte en dagsorden, som mange følger: Hvis man hævder, at vi kan bruge Bibelen til at sige noget om, hvordan vi bør handle som mennesker, som er man en lige så slem fundamentalist, som radikale muslimer. Og hvis blot man har en kristen tro, der minder om det, så er man uegnet til at bestride en ministerpost - i hvert fald, når det handler om videnskab.
Når det så endda hævdes, at man ikke bør kunne få merit fra en uddannelse med et kristent grundlag, så hævder man i virkeligheden også, at alene mistanken om, at man kan have fået en kristen prægning skal diskvalificere en, og dermed nærmer man sig en egentlig sindelagskontrol.
I kontrast til det, så blev julesangen "Hvad er det der gør jul til noget særligt" skrevet af tidligere lærer på det Kristne Gymnasium i Ringkøbing valgt som årets julesang i en DR konkurrence.
Nu har jeg ikke læst de øvrige sangforslag, men jeg synes alligevel at det er bemærkelsesværdigt, at man i afstemningen er landet på en sang, der er meget klar i, at julens indhold er det kristne budskab om barnet i krybben og af en person med et tydeligt ståsted i klassisk kristendom. Herfra går der i øvrigt på flere måder en lige linje til en kunstner som Jonas Haahr Petersen fra "Hymns from Nineveh", som har vundet bred anerkendelse for sin musik og sine tekster, hvor den kristne inspiration ofte er ret tydelig.
Jeg ser den spænding som et udtryk for, at Danmark har svært ved at komme til rette med sin kristne arv. På den ene side skal man ikke nyde noget af, at nogen skal komme og sige noget som helst om, hvad der er op og ned, hvad der er godt og skidt. På den anden side så er der en dyb længsel efter indhold og mening, noget ægte, noget at tro på.
Det skaber det paradoks, at en kultur på den ene side søger det genuint kristne for dets ægthed for dets meningfuldhed, samtidig med, at man på den anden side ønsker at afskære sig fra steder som fx Dansk Bibel Institut, hvor en sådan kristen tro fremelskes.
Der er selvfølgelig mange mellemregninger i alt dette, ikke mindst at den danske kultur ikke er en samlet enhed, men jeg synes alligevel disse to agendaer fortjente at blive sat op mod hinanden.