Leder Liv i Troen 4/2017
For nylig passerede jeg forbi en nyopført moske i det Københavnske Nordvestkvarter. Området har gennem mange år båret præg af, at muslimske indvandrere fylder godt op, men det er først de seneste år, at det er kommet til udtryk i egentlige moskebyggerier. Mit første indtryk var faktisk en følelse af beundring, fordi bygningen i sin fremmedartethed så smuk og imponerende ud. Med sine klare farver lyste den op i den ellers grå og kedelige sidegade. Jeg vil tro, at min beundring er tegn på, at folkene bag moskeen er lykkedes med deres formål. At give deres tro et vartegn, som aftvinger respekt.
Samtidig vækker et sådant byggeri også mange modsatrettede følelser. Det første der slår mig, er hvordan muligheden for som mindretal at kunne bygge sin egen religiøse bygning i Danmark står i kontrast til, hvordan kristne mennesker og menigheder bliver behandlet i flertallet af de muslimske lande. Jeg har fx lige læst om, hvordan antallet af kristne i Irak hen over de seneste årtier er reduceret fra over en million til 200.000. Og her drejer det sig vel at mærke om kristne mindretal, som har været i landet altid!
Den omtalte moske har rødder blandt shiamuslimerne i Iran. Iran ligger nr. otte på listen over lande, hvor kristne forfølges mest. Vi kommer ikke uden om, at mange muslimer har en svag forståelse for religiøs frihed.
Moskeen har fremmede farver, men grundmaterialet viste sig dog at være gule mursten! For mig at se er der noget sundt i, når muslimerne bygger deres egne offentlige og synlige lokaler på dansk jord, fordi det trods alt er et udtryk for, at man vil indgå som en del af det offentlige liv, og også lader sig påvirke af fx danske traditioner. Det skaber faktisk mere tryghed, end hvis folk gemmer sig i baggårde og kælderlokaler helt uden for offentlighedens søgelys.
De har brug for Jesus
Men nu til det, som er vigtigere: menneskerne, der samles i moskeen. For nyligt kom det frem, at flere præster ikke så det som deres opgave at drive mission over for muslimer. Desværre er det ikke overraskende med sådanne udmeldinger fra folkekirken. Uanset er det forkert. For disse mennesker er nemlig elsket af Gud, selvom deres livsstil, tøjstil og byggestil forekommer noget særpræget. Jesus er død for deres synder. Men så længe de søger Gud gennem profeten Muhammeds åbenbaringer, finder de ikke frem til Guds kærlighed. De har brug for, at nogle vil vise dem hen til Jesus. Det fantastiske er, at mange muslimer, ikke mindst fra Iran, i disse år møder Jesus og bliver døbt i danske kirker. Måske kender du en af dem, som er kommet til tro, eller måske kender du en muslim, som du har mulighed for at vidne om din tro over for? Måske kender du dem ikke. Så tror jeg, din og min vigtigste opgave er at bede for de mange muslimer i vores land. Bede om, at de må blive integrereret og bidrage positivt til samfundet ja, men først og fremmest om, at de møder Jesus!
For nylig passerede jeg forbi en nyopført moske i det Københavnske Nordvestkvarter. Området har gennem mange år båret præg af, at muslimske indvandrere fylder godt op, men det er først de seneste år, at det er kommet til udtryk i egentlige moskebyggerier. Mit første indtryk var faktisk en følelse af beundring, fordi bygningen i sin fremmedartethed så smuk og imponerende ud. Med sine klare farver lyste den op i den ellers grå og kedelige sidegade. Jeg vil tro, at min beundring er tegn på, at folkene bag moskeen er lykkedes med deres formål. At give deres tro et vartegn, som aftvinger respekt.
Samtidig vækker et sådant byggeri også mange modsatrettede følelser. Det første der slår mig, er hvordan muligheden for som mindretal at kunne bygge sin egen religiøse bygning i Danmark står i kontrast til, hvordan kristne mennesker og menigheder bliver behandlet i flertallet af de muslimske lande. Jeg har fx lige læst om, hvordan antallet af kristne i Irak hen over de seneste årtier er reduceret fra over en million til 200.000. Og her drejer det sig vel at mærke om kristne mindretal, som har været i landet altid!
Den omtalte moske har rødder blandt shiamuslimerne i Iran. Iran ligger nr. otte på listen over lande, hvor kristne forfølges mest. Vi kommer ikke uden om, at mange muslimer har en svag forståelse for religiøs frihed.
Moskeen har fremmede farver, men grundmaterialet viste sig dog at være gule mursten! For mig at se er der noget sundt i, når muslimerne bygger deres egne offentlige og synlige lokaler på dansk jord, fordi det trods alt er et udtryk for, at man vil indgå som en del af det offentlige liv, og også lader sig påvirke af fx danske traditioner. Det skaber faktisk mere tryghed, end hvis folk gemmer sig i baggårde og kælderlokaler helt uden for offentlighedens søgelys.
De har brug for Jesus
Men nu til det, som er vigtigere: menneskerne, der samles i moskeen. For nyligt kom det frem, at flere præster ikke så det som deres opgave at drive mission over for muslimer. Desværre er det ikke overraskende med sådanne udmeldinger fra folkekirken. Uanset er det forkert. For disse mennesker er nemlig elsket af Gud, selvom deres livsstil, tøjstil og byggestil forekommer noget særpræget. Jesus er død for deres synder. Men så længe de søger Gud gennem profeten Muhammeds åbenbaringer, finder de ikke frem til Guds kærlighed. De har brug for, at nogle vil vise dem hen til Jesus. Det fantastiske er, at mange muslimer, ikke mindst fra Iran, i disse år møder Jesus og bliver døbt i danske kirker. Måske kender du en af dem, som er kommet til tro, eller måske kender du en muslim, som du har mulighed for at vidne om din tro over for? Måske kender du dem ikke. Så tror jeg, din og min vigtigste opgave er at bede for de mange muslimer i vores land. Bede om, at de må blive integrereret og bidrage positivt til samfundet ja, men først og fremmest om, at de møder Jesus!