Begrebet skam har fulgt mig i et stykke tid efterhånden. Skam er også et tema i påsken, som vi er på vej ind i. Der står om Jesus, at han udholdt korset uden at ænse dets skam (Heb 12,2). Skammen bestod i den totale fratagelse af ære og værdighed, som behandlingen både før og under korsfæstelsen indebar. Gennem mishandling, hån og mange andre ondskabsfuldheder, inklusive afklædning, blev Jesus fremstillet som totalt uværdig og foragtelig. Det var prisen for at frelse os, som han sammen med den fysiske smerte var villig til at betale for os.
Skam handler om at opfatte sig selv, eller af andre blive opfattet som uværdig og uden ret til fællesskab og kærlighed. Udstødelse kan være et andet ord for det. Menneskets eneste værn mod det er at skjule sig, enten bogstaveligt ved at undgå andre, eller ved at holde det hemmeligt og dække over det, som man forventer andre vil afvise én på grund af.
Da Adam og Eva syndede, kom skammen også ind i verden. De frygtede Guds afsløring og afvisning, som ganske rigtigt også blev konsekvensen: De måtte ud af Edens have, væk fra Guds ansigt. Og dog forlod Gud ikke sit menneske men satte sin redningsplan i værk.
Men siden den dag har mennesket levet med denne frygt for forkastelse. ”Lad mig ikke blive til skamme,” lyder det igen og igen i Salmernes bog. Men da Jesus led og døde langfredag, gik han til frontalangreb mod denne udstødelse. Korsets ydre skam viser sig blot at være en genspejling af, hvad der virkelig sker. ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” skriger Jesus. Gud Fader kaster sin egen søn ud i mørket udenfor, han mister det livgivende fællesskab med Skaberen, fordi han er gjort til ét med den skyld og den uværdighed, som klæber til os mennesker. Det, som gør os uværdige til fællesskab med Gud. Dér på korset sker det under, at det som var vores, nu ikke længere er vores, og det som vi mangler: renhed og værdighed, det får vi lov til at regne for vores gennem Jesus. Jesus blev forladt, forkastet af Gud i stedet for dig og mig. Hvad end vi selv eller andre finder af uværdigt og frastødende hos os, så ser Gud det ikke. For han ser os rensede og iklædt Jesu retfærdighed og værdighed.
I den gamle salme Aleneste Gud, synger vi (SOS nr. 26) :
O Jesus Krist, Guds Søn, Guds Lam,
som vil os Himmerig give,
du tog vor skyld og bar vor skam,
vor sjæl at holde i live;
Derfor gælder det i dag for dig og mig:
Ingen som tror på ham, skal blive til skamme (Rom 10,11)
Glædelig påskefejring!
Skam handler om at opfatte sig selv, eller af andre blive opfattet som uværdig og uden ret til fællesskab og kærlighed. Udstødelse kan være et andet ord for det. Menneskets eneste værn mod det er at skjule sig, enten bogstaveligt ved at undgå andre, eller ved at holde det hemmeligt og dække over det, som man forventer andre vil afvise én på grund af.
Da Adam og Eva syndede, kom skammen også ind i verden. De frygtede Guds afsløring og afvisning, som ganske rigtigt også blev konsekvensen: De måtte ud af Edens have, væk fra Guds ansigt. Og dog forlod Gud ikke sit menneske men satte sin redningsplan i værk.
Men siden den dag har mennesket levet med denne frygt for forkastelse. ”Lad mig ikke blive til skamme,” lyder det igen og igen i Salmernes bog. Men da Jesus led og døde langfredag, gik han til frontalangreb mod denne udstødelse. Korsets ydre skam viser sig blot at være en genspejling af, hvad der virkelig sker. ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” skriger Jesus. Gud Fader kaster sin egen søn ud i mørket udenfor, han mister det livgivende fællesskab med Skaberen, fordi han er gjort til ét med den skyld og den uværdighed, som klæber til os mennesker. Det, som gør os uværdige til fællesskab med Gud. Dér på korset sker det under, at det som var vores, nu ikke længere er vores, og det som vi mangler: renhed og værdighed, det får vi lov til at regne for vores gennem Jesus. Jesus blev forladt, forkastet af Gud i stedet for dig og mig. Hvad end vi selv eller andre finder af uværdigt og frastødende hos os, så ser Gud det ikke. For han ser os rensede og iklædt Jesu retfærdighed og værdighed.
I den gamle salme Aleneste Gud, synger vi (SOS nr. 26) :
O Jesus Krist, Guds Søn, Guds Lam,
som vil os Himmerig give,
du tog vor skyld og bar vor skam,
vor sjæl at holde i live;
Derfor gælder det i dag for dig og mig:
Ingen som tror på ham, skal blive til skamme (Rom 10,11)
Glædelig påskefejring!