Noget af det, som gør historien om Luther fortsat aktuel er hans opgør med menneskers åndelige magtmisbrug. Det vil jeg gerne fremhæve her på 500-års dagen for rerformationen. Forstå mig ret, det handler netop om retfærdiggørelse af tro, tilbage til Bibelen osv., som vi sikkert har hørt, men hvorfor var det nødvendigt? Jo, det var det fordi mennesker og menneskers institutioner havde tilranet sig en magt over menneskers samvittighed, som den ikke havde ret til. Dette var og er et problem både før og efter Luther.
Bundet til mennesker
På Luthers tid var kirken og det kirkelige hierarki den absolutte autoritet. At sætte sig op mod dem, ville svare til at sætte sig op mod Gud selv – og det fik Luther og mange andre at føle. I takt med, at den lutherske kirke blev til en institution og fik præster med magt, så er det også sket at den lutherske kirke, eller personer i den, har bundet mennesker mere til institutionen eller til en bestemt måde at tro eller handle på – end til Jesus. Til alle tider er det sket, når en forkynder eller præst – han være sig luthersk eller ej – gør sig selv til en absolut autoritet i forhold til tilhørernes forhold til Gud. Det kan være sagt ligeud: Jeg er Guds særlige talerør til jer. Eller det kan være mere skjulte følelsesmæssige bindinger som opstår - der er bare ligesom ikke plads til at stille spørgsmålstegn, ved det han siger, eller at forholde sig kritisk til nogle sider ved ham.
Autoriteten ligger i Guds ord
Det er en balancegang, for alle som deler Guds ord med andre, om man får Guds ords autoritet med - den autoritet, der ligger i, at det er Sandheden med stort S. Vi skal ikke relativisere budskabet. Men særligt de mennesker, som er stærke personligheder – eller dem der står i situationer, hvor relationen ikke er ligeværdig – fx børn-voksne - må ikke glemme at understrege, at den endelige autoritet ligger hos Gud og i hans ord.
Dette er i hvert fald én måde, hvor vi i dag må gøre budskabet om, at mennesket retfærdiggøres af tro alene aktuelt. Det er den personlige relation til Gud og ikke til nogen anden person, som min frelse bygger på, og at det er Guds ord – skriften alene, som har den absolutte autoritet i mit liv. Det kan måske virke som om det svækker budskabet i første omgang, men når/hvis autoriteten, hvad enten det er en person eller en institution, falder ned fra piedestalen, så kan relationen til Gud lettere bevares intakt.
Så kære læser, du ønskes et glædeligt reformationsjubilæum og god læselyst. Med hovedpersonens egne ord in mente:
”Hvordan skulle det så komme så vidt med mig usle, stinkende ormesæk, at man skulle kalde Kristi børn med mit navn, som der jo ikke er nogen frelse i?”
Jeg kan i øvrigt med glæde konstatere, at Luthers store Galaterbrevskommentar er genudgivet i forbindelse med jubilæet. Den fortæller om noget, om hvordan vi kan have en fri samvittighed i forholdet til Gud. Læs den!
lohse.dk/nyheder/store-galaterbrevskommentar-i.html
Bundet til mennesker
På Luthers tid var kirken og det kirkelige hierarki den absolutte autoritet. At sætte sig op mod dem, ville svare til at sætte sig op mod Gud selv – og det fik Luther og mange andre at føle. I takt med, at den lutherske kirke blev til en institution og fik præster med magt, så er det også sket at den lutherske kirke, eller personer i den, har bundet mennesker mere til institutionen eller til en bestemt måde at tro eller handle på – end til Jesus. Til alle tider er det sket, når en forkynder eller præst – han være sig luthersk eller ej – gør sig selv til en absolut autoritet i forhold til tilhørernes forhold til Gud. Det kan være sagt ligeud: Jeg er Guds særlige talerør til jer. Eller det kan være mere skjulte følelsesmæssige bindinger som opstår - der er bare ligesom ikke plads til at stille spørgsmålstegn, ved det han siger, eller at forholde sig kritisk til nogle sider ved ham.
Autoriteten ligger i Guds ord
Det er en balancegang, for alle som deler Guds ord med andre, om man får Guds ords autoritet med - den autoritet, der ligger i, at det er Sandheden med stort S. Vi skal ikke relativisere budskabet. Men særligt de mennesker, som er stærke personligheder – eller dem der står i situationer, hvor relationen ikke er ligeværdig – fx børn-voksne - må ikke glemme at understrege, at den endelige autoritet ligger hos Gud og i hans ord.
Dette er i hvert fald én måde, hvor vi i dag må gøre budskabet om, at mennesket retfærdiggøres af tro alene aktuelt. Det er den personlige relation til Gud og ikke til nogen anden person, som min frelse bygger på, og at det er Guds ord – skriften alene, som har den absolutte autoritet i mit liv. Det kan måske virke som om det svækker budskabet i første omgang, men når/hvis autoriteten, hvad enten det er en person eller en institution, falder ned fra piedestalen, så kan relationen til Gud lettere bevares intakt.
Så kære læser, du ønskes et glædeligt reformationsjubilæum og god læselyst. Med hovedpersonens egne ord in mente:
”Hvordan skulle det så komme så vidt med mig usle, stinkende ormesæk, at man skulle kalde Kristi børn med mit navn, som der jo ikke er nogen frelse i?”
Jeg kan i øvrigt med glæde konstatere, at Luthers store Galaterbrevskommentar er genudgivet i forbindelse med jubilæet. Den fortæller om noget, om hvordan vi kan have en fri samvittighed i forholdet til Gud. Læs den!
lohse.dk/nyheder/store-galaterbrevskommentar-i.html